Samarbejdende organisationer

Vi står i dag i et krydsfelt af diskurser, der efterlader moderne offentlige organisationer i spændet mellem ønsket om mere målstyring og effektivitet og ønsket om et øget tværfagligt og inddragende samarbejde med og omkring borgeren. Diskurser, som vi alt for ofte har en tendens til at opstille som hinandens modsætninger, frem for at tænke dem som hinandens forudsætninger.

Vi oplever, at det i mange de offentlige organisationer i dag er uhyre svært at samarbejde omkring de mest elementære velfærdsopgaver. Og, at det kræver et kulturskifte at lade medarbejderne opdage, hvor svært det er og, hvor meget de kan arbejde med det at samarbejde. For medarbejderne er i dag så skolet og styret i at tænke leverancer og omkostningsminimeringer, at de glemmer vigtigheden af samarbejdsdimensionen. En samarbejdsdimension, der viser sig så fundamental afgørende for, at lykkes godt omkring organisationens kerneopgaver.

Derfor stiller vi her spørgsmålet:

Hvordan kan vi bidrage til udviklingen af mere samarbejdende organisationer?

Det er en del af diagnostikken, at de moderne offentlige organisationer har glemt de mest simple og banale forudsætninger, som fællesskaber er bygget op om: At mennesker gennem samarbejde er i stand til at skabe løsninger, de ikke ville kunne udvikle alene, som selvstændige individer. I dag tænker alt for mange medarbejdere og ledere, at ’hvis bare jeg løser min opgave, så har jeg min ryg fri’ og ’hvis bare jeg løser de opgaver, som ligger på mit bord, så har jeg gjort det, jeg skal – og kan ikke blive bebrejdet for noget’. Men i kernen af pointen omkring samarbejde hviler det fundament, at det ikke er vores egen ryg, men vores arbejde omkring det fælles tredje, vores fælles indsatser, i et fælles formål, der skaber et godt udbytte for organisationen. Vi bruger alt for meget energi på at uddele opgaver, så vi ved, hvem der er ansvarlig for hvad, frem for at tale om forudsætningerne for at nå den gode succes sammen. Al praksiserfaring og forskning viser, at en helhed er mere værd, end summen af dets dele, og det er essensen af den menneskelige kunnen, at vi gennem samarbejde påvirker hinandens indsatser, så vi med samarbejde kan gøre og nå mere, med mindre.

Så hvorfor orienterer vi ikke i højere grad vores organisationer mod dette samarbejde, der multiplicerer medarbejderes og lederes energi, intelligens og indsats i samarbejdet omkring det fælles tredje?

Simpelthen fordi, vi har glemt de mest simple og banale forudsætninger som organisatorisk fællesskab er bygget op omkring. I offentlige organisationer er vi blevet bedt om at aflære den samarbejdende færdighed. Vi har internaliseret stemmen, der vil, at vi styrker de individuelle målparametre og dermed glemt, at vi ville kunne nå meget mere og meget bedre resultater – igennem samarbejde. I den for bevidste målstyring mod yderligere omkostningsminimering og effektivitet har vi helt overset og glemt, at samarbejdet er den vigtigste forudsætning for at skabe en produktivt, kvalitetsorienteret og effektiv organisation.

Denne erkendelse vokser langsomt frem i moderne organisationer, hvor der iværksættes en del projekter, der har som mål at genopfinde samarbejdet. I denne fortælling, vil vi gerne vise, at det i denne bevægelse mod mere samarbejde er vigtigt, at vi ikke overkomplicerer tingene. Vi skal ikke gøre det sværere og mere kompliceret end at øve os i at arbejde med et fælles tredje. Vi skal evne at skabe sprog for, hvad det er vi gerne vil lykkes med, sammen, i organisationerne, for så vil denne samskabelsesproces i sig selv gøre det meningsfuldt at bestræbe vores fælles bevægelser hen imod at opnå de fælles mål – både internt og eksternt i organisationerne, i vores teamwork og interdisciplinære arbejdsgrupper.

Vi skal simpelthen stå ved det, der gør os særlige som væsener: Vores evne til at indgå i ekstremt komplekse former for samarbejde og fælleskaber. Hvis vi blot forsøger at samarbejde mere, så opstår der noget, som har større kvalitet, og som kan noget alene i kraft af at være opstået ud af samarbejdet. For det er i samarbejdet, vi kan langt mere, end hvis arbejder alene med tingene.

Rigtig mange offentlige organisationer har indset, at det er en meget væsentlig del af de succeskriterier, fremtidens offentlige velfærdsorganisationer, skal have fokus på. Et godt eksempel herpå er Vejen og Hedensted Kommune. De har begge sat et strategisk fokus på at sikre mere og bedre velfærdsydelser, gennem bedre relationer – Vi kalder det relationel kapacitet.